ALMENT OM HØRELSEN, se de anatomiske illustrationer nederst på siden
Anatomien og fysiologien i såvel yderøre, mellemøre, indre øre og tilhørende centrale hørebaner og hjernebark i tinding regionen, gør det muligt for os at opfatte eksempelvis tale, musik, natur og advarselslyde. Se illustrationerne nederst på siden.
De fleste af vores hverdagslyde når os gennem svingninger i luftens molekyler.
Vores hørelse ligger i frekvensområdet fra 20 til 20.000Hz. Almindelig tale ligger i området
100 – 8.000 Hz.
Hvis svingningerne i luften er for svage, er vi ikke i stand til at opfatte dem som lyd. Vi siger, at lydens styrke er mindre end høretærsklen.
Hvor svage lydene kan være, for at vi kan opfatte dem, afhænger af deres frekvens – altså om det er mørke eller lyse toner. Generelt skal mørke toner være meget kraftigere end lyse toner for at vi kan høre dem.
Når lydene bliver for kraftige nås en øvre grænse for, hvad vi kan acceptere at lytte til. Ubehagsgrænsen eller smertetærsklen.
Styrkeforholdet mellem den svageste lyd vi kan høre og den kraftigste lyd, vi kan acceptere, er ca. 1.000.000 gange.
_________________________________________
Når lydene når frem til øregangens åbning, er de blevet ”farvet”, afhængig af den retning de kommer fra. Det er det ydre øres form, der påvirker styrkeforholdet mellem de mørke og de lyse toner. Denne frekvensfarvning kan hjernen bruge til at bedømme retningen til lydkilden.. Til retningsbestemmelsen benytter hjernen dog også den forskel der er mellem lydsignalerne ved indgangen til de to øregange- på højre og venstre side. Denne forskel vil bestå i små afvigelser i både ankomsttidspunkt og styrke og skyldes, at lyden skal løbe lidt længere for at nå frem til det ene øre end til det andet, og at hovedet giver en vis frekvensafhængig skyggevirkning.
Øregangen
Ca. 7 mm i diameter og 25mm i længden. Den er ikke lige, men vredet som et bøjet rør og lukket i den ene ende af den ca. 1/10mm tykke trommehinde. Den virker derfor akustisk som en panfløjte med en såkaldt resonansfrekvens, der er beliggende i frekvensområdet omkring 3000Hz. Det betyder, at øregangens længde helt naturligt fremhæver eller forstærker de lyde, der er de vigtigste for at forstå tale. Størrelsen af denne fremhævelse svarer til en forstærkning på 6-8 gange (15-18dB). Når lydende når trommehinden begynder transporten af lyden fra svingninger i hørebanesystemet. Ved almindelig talelyd vibrerer trommehinden i øvrigt kun ca. 1/1.000.000 mm og svingningerne føres videre gennem knoglekæden (hammeren, ambolten og stigbøjlen) til det indre øres væskeholdige snegl, hvor sansecellerne sidder i det Cortiske organ.
Der findes ca. 4000 Indre hårceller i én række og ca. 12000 ydre hårceller i tre rækker.
Det er hovedsagelig de indre hårceller der sørger for lydinformation til hørenerven. Når de ydre hårceller påvirkes af vibrationer i væsken, udviser de en ”muskelagtig” sammentrækning, der bevirker at den mekaniske påvirkning af de indre hårceller bliver betydeligt større, end hvis de ydre hårceller ikke havde være tilstede. De udfører altså en slags mekanisk hjælpefunktion.
Signalet fra det indre øre når nu først hjernestammen, hvor det passerer fire relæstationer, som analyserer og modificerer lydsignalet, inden det når hjernebarken i modsatte tinding region.
Høreprøve eller audiometri
Der testes for den lydstyrke der er nødvendig for at tonerne lige netop kan høres. Der testes både lave frekvenser(mørke toner) og høje frekvenser(lyse toner). Der måles i dB(decibell). Hver gang lyden øges med 20dB svarer det til at lyden bliver 10 gange så kraftig.
Høretabets størrelse:
Der er ingen vedtagne definitioner for at udtrykke en størrelse på en hørenedsættelse, men
Et let høretab ligger i området 10- 35dB
Et middelsvært høretab ligger i området fra 35 til 70dB
Et svært høretab fra 70-100dB
Grænserne bruges også med procent angivelse, selvom det er meningsløst, idet det ikke angiver hvad man har mistet evnen til, hvor meget af denne evne der faktisk er væk, hvilken type høretab det drejer sig om, eller i hvilket omfang høretabet kan afhjælpes.
Tre former for hørenedsættelse:
1. Koduktivt høretab, hvor der er noget ”mekanisk” galt i øregang, trommehinde eller mellemøre med knoglekæden. Som oftest mulighed for at afhjælpe operativt.
2. Perceptivt høretab. Ændringer i det indre øre og første del af hørenerven, således at lydene ikke kan påvirke hørenerven på normal vis. Oftest fordi der er skader på selve hårcellerne og ved mindre høretab udelukkende de ydre hårceller. Hårcellerne er meget følsomme for påvirkninger af forskellig art. Som eks. Alder, medicin og støj o.s.v. Arvelige høretab forekommer hos 3 promille.
Tinnitus er ofte et følgesymptom til til en perceptiv hørenedsættelse.
3. Centrale høretab: lidelser i hørenerve hjernestamme eller hjernen. Som eksempel kan nævnes det såkaldte "akusticus neurinom" som er en svulst på balance-hørenerven i den indre øregang.
YDRE ØRE
MELLEMØRE
INDRE ØRE
COCHLEA med hårceller