Når man bliver opmærksom på, at hørelsen ikke længere fungerer som hidtil, er det typisk i forskellige dagligdags situationer, der bliver vanskeligheder. Man misforstår oftere det andre siger og oplever, at der tales utydeligt og uforståeligt. Det bliver sværere at følge samtaler med andre, især i grupper eller i støjende omgivelser. En række hverdagslyde og advarselslyde forsvinder stille og roligt.
Grafisk illustration af den såkaldte talebanan og hørekurver med det gennemsnitlige høretab ved forskellig alder, kan ses nederst på denne side.
Ved 70-års alderen for mænd vil den aldersmæssige hørenedsættelse påvirke taleinformationen der ligger over 3000Hz. Altså de lyseste tale-, musik og naturlyde. Lavere frekvenser er oftest normale. Man får problemer med /s/og /t/ - svarende til de sprogelementer, der typisk giver anledning til misforståelser, forvekslinger og fejlhøringer. Oftest går det helt galt, hvis der er baggrundsstøj som i større selskaber. Samtidig mister man i større eller mindre grad evnen til at lokalisere lydkilder. Dette kan være meget ubehageligt og farligt i f.eks. trafikken .
De fleste mennesker forstiller sig, at et høretab blot betyder at den hørehæmmede har mistet følsomhed for lydstyrke, og hvis blot alle lyde blev gjort kraftigere, ville den hørehæmmede atter høre normalt.
Så enkelt er det desværre ikke – der er nemlig flere ting, der går galt, når man får en hørenedsættelse.
Høretærsklen er ørets følsomhed for lydstyrke i de enkelte frekvenser og bestemmes ved en høreprøve. Resultatet svarer til den svageste lyd der kan opfattes ved den målte frekvens.
Man kan i den anden ende bestemme UBEHAGSTÆRSKLEN der angiver den kraftigste lyd man kan acceptere. Forskellen på værdien, for denne den kraftigste lyd og den svageste lyd vi kan opfatte, kaldes dynamikområdet, og er udtryk for det lydstyrkeområde som vores hørelse er i stand til at udnytte ved de målte frekvenser.
Ved en hørenedsættelse bliver dynamikområdet reduceret! Og således er der mindre at gøre godt med og dermed begrænsede muligheder for at rumme de naturlige styrkevariationer, lydene har i vores hverdag.
Når vi får et høretab påvirkes hjernens evne til at skelne mellem to samtidige toner. Vi får en nedsat frekvensopløsning og vi får en påvirkning af vores tidsopløsning mellem to lyde.
Det er klart at man ikke er bevidst om hvilke dimensioner i hørelsen der er påvirkede. Hørelsen fungerer bare ikke som tidligere. Vi er desuden stærkt afhængige af at modtage signaler fra begge ørerne. Sammenligningen i hjernen mellem lydene fra de to ører gør det bl.a. muligt at undertrykke uønskede lyde blandt rumligt forskellige lydkilder – f.eks. støj.
Vi kommunikerer betydeligt bedre i støjende omgivelser, når vi bruger begge ører i stedet for kun det ene. Det gælder for både normalthørende og for de fleste hørehæmmede.
Når vi får en hørenedsættelse, vil den information, hjernen får stillet til rådighed, være sammensat på en anden måde end tidligere. Det betyder at hjernebarkens celler, i det område som ikke længere stimuleres, vil prøve at reorganisere sig og så at sige søge at hjælpe og anpasse sig til de naboområder der stadig modtager impulser. Hjernen forsøger således at kompensere for høretabet, hvilket er et eksempel på hjernens plasticitet.
Det kan være forklaringen på at mange førstegangsbrugere af høreapparater oplever problemer med de ”nye” lyde, og at tilvænningen tager tid. Nu stimuleres områderne som i lang tid har været ”sovende” og cellerne skal til at bearbejde stimuli, hvilket tager tid. Denne ”akklimatisering” skyldes at hjernen med sin plasticitet igen skal flytte om på ressourcerne.
Det er ligeledes forklaringen på at et høretab bør behandles så tidligt som muligt inden der er sket for store ”ommøbleringer” af nervecellerne og således besværliggjort senere afhjælpning med et høreapparat.
Den normale udvikling med alderen, hvor de høje toner bliver dårligere og derved opstår de typiske høreproblemer.
TALEBANANEN De frekvenser vi bruger for at høre alm. tale
Hørenedsættelse i alvorlig grad illistreret til venstre set i forhold til en normal hørekurve (til højre)